Vørs, Pernille: Advokatens drømmefanger (Grænseløs 1)

Forfatter: Pernille Vørs | Titel: Advokatens drømmefanger | Sider: 556 sider
Forlag: Drømmefangeren | Udgivet: 09-12-16
Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Drømmefangeren


“Advokatens drømmefanger” er en spin-off til “Dominic trilogien” og jeg kan kun sige, at jeg virkelig havde så frem til at læse den her bog. Jeg elskede “Dominic” bøgerne, og allerede der blev jeg ret vild med advokaten Jannik, som i “Advokatens drømmefanger” er en af hovedpersonerne. I den sidste bog “Englens død” får han en mere fremtrædende rolle, men jeg ville have mere, og kunne slet ikke vente med at lære ham bedre at kende.

Jeg var meget spændt på, hvordan historien ville være, men jeg blev meget positivt overrasket. Handlingsmæssigt foregår den samtidig med de tre “Dominic” bøger, men bare set fra Janniks synspunkt. Jeg var bange for om den “oprindelige” historie ville fylde for meget, men her synes jeg at Pernille har været god til at skabe en ny og spændende historie uden at den anden historie tager for meget fokus. Det var dog samtidig rigtig sjovt at høre historien Janniks side. Jeg synes det er imponerende, at Pernille har formået at flette de to historier og sider så flot sammen. Det fungerede bare og jeg var meget imponeret.

Da jeg læste “Dominic” bøgerne faldt jeg pladask for Jannik. Han var ridderen på den hvide hest der reddede Catharina fra det onde. Jeg var totalt skudt i ham, for han virkede bare så fantastisk og hjertevarm. Her må jeg dog sige, at Pernille overraskede mig, og det er længe siden, at jeg har taget så grueligt fejl af en person. Jannik var intet af hvad jeg havde troet – faktisk det stik modsatte. Jeg var hjerteknust da det gik op for mig, hvor stor en idiot jeg fandt ham i den her bog. Jeg havde ikke lyst til at tænkte sådan om ham, men den kolde og ufølsomme mand var bare ikke en person jeg kunne holde af. Jeg havde dog hele tiden en tro på, at han ville komme tilbage, og jeg fik heldigvis ret. Skytsenglen vendte tilbage, så mit oprindelige billede af ham var ikke helt forkert.

Victoria havde jeg det lidt svært med i starten af bogen på grund af den måde hun udnytter mænd, men der gik ikke ret lang tid før det gik op for mig hvad der lå bag. Det gjorde det enormt smukt, og jeg beundrede hende pludselig for, at hun havde styrke til at gøre alt hvad der skulle til for, at hun ville nå sit mål. Hendes historie var meget tragisk men alligevel havde hun en styrke som jeg virkelig beundrer hende for. Jeg er ikke helt enig i alle de valg hun træffer, men jeg synes hun var en meget spændende person at følge.

Det trækker lidt ned for mig, at jeg havde så svært ved at finde ud af hvor jeg havde Jannik henne. På den anden side var det dog også med til at holde min interesse hele vejen igennem. Det skabte noget mystik omkring ham, og heldigvis blev jeg jo glad for ham igen til sidst. Jeg kunne dog mærke, at jeg havde lidt svært ved at tro på mine følelser omkring ham. Jeg vidste ikke rigtig hvor jeg turde placere ham henne, og det havde jeg det lidt svært med. Det trak dog op, at historien giver en forklaring på hvorfor han er som han er – og endelig får man en forklaring på Janniks og Ian Dominics mystiske forhold. Jeg fandt Janniks og Ians historie ekstremt spændende, og det trak bogen op.

Jeg savnede lidt, at bøgerne var skrevet i “jeg” person, men jeg må nu rose Pernille for, at hun alligevel formår at skabe en kontakt med personerne i bogen. Jeg tænkte lidt over det i starten af bogen, men jeg følte stadig at jeg fik lært personerne at kende, og jeg føler som sådan ikke at jeg manglede noget på det plan. Jeg var meget imponeret over, at Pernille var i stand til at få mig til at glemme det, for jeg plejer ellers at foretrække “jeg” person i denne genre. Pernille skriver enormt troværdigt og hun ligger ikke fingre imellem – heller ikke når det gælder de erotiske scener. Det er virkelig forfriskende og hendes bøger er simpelthen en fornøjelse at læse. Jeg elsker at hun skriver så detaljeret, også selvom det måske er en hård scene, og på den måde fanger hun læseren i et virvar af følelser.

Slutningen af bogen havde jeg slet ikke set komme. Det var ikke lige sådan jeg havde regnet med at den ville slutte, men det gav mig bare en endnu større lyst til at gå i gang med den næste bog i serien. Jeg kan jo ikke vente med at finde ud af hvad der sker med Jannik og Victoria, så der går ikke ret lang tid før jeg er i gang.

Hvis du ligesom mig elskede “Dominic trilogien”, så er det her en must read! Det skal dog siges at “Advokatens drømmefanger” sagtens kan læses som en selvstændig roman. Jeg var nu glad for, at jeg læste “Dominic” først, for jeg følte, at jeg fik lært Jannik at kende på et dybere plan. Bogen er første bog i “Grænseløs” serien, og jeg glæder mig rigtig meget til at læse den næste i serien “Advokatens marionetdukke”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *