Kennedy, Elle: Kamp til stregen (Off-campus 4)

Forfatter: Elle Kennedy | Titel: Kamp til stregen | Sider: 351 sider
Forlag: Flamingo | Udgivet: 15-03-17
Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Flamingo


Så fik jeg fjerde og sidste bog med i serien “Off-campus”. Det har været en spændende rejse sammen med Garret, Logan, Dean og her til slut Tucker. Det var den bedste serie jeg længe har læst, og jeg synes det var rigtig sjovt og spændende at få Tuckers historie med også.

Tucker har ikke haft den mest fremtrædende rolle i de første tre bøger, så jeg var lidt spændt på hvordan han ville være. Jeg blev godt nok overrasket, for hans personlighed overraskede mig meget. Dog på den positive måde skal det lige tilføjes. Jeg havde i de forrige bøger undret mig lidt over, at han boede sammen med Garret, Logan og Dean for han virkede meget anderledes end dem, men der tog jeg godt nok fejl. Efter jeg har læst “Kamp til stregen” kan jeg udmærket se ligheden imellem dem. Tucker er bare virkelig en fantastisk fyr, og hans tålmodighed er simpelthen guld værd. Hvis bare alle fyre var som Tucker, så ville alle kvinders lykke være gjort. Total dream guy.

Jeg var lidt overrasket og nervøs da jeg fandt ud af, at den sidste bog ville handle om Sabrina, for hende havde man hørt meget dårligt om fra Deans synspunkt i tredje bog. Her havde jeg faktisk fået opfattelsen af, at hun var en bitch, så det var selvfølgelig os det syn jeg havde på hende i starten af bogen. Jeg måtte dog hurtigt erkende, at Dean (og jeg selv) tog fejl af hende. Hun er en fantastisk pige der kæmper hårdt for det hun gerne vil opnå. Jeg var meget ked af, at deres forhold er så hektisk i starten og Sabrina har rigtig svært ved at tro på kærligheden. Jeg havde nogle gange lidt ondt af Tucker, men på den anden side så gjorde det os bare historien endnu smukkere.

Ligesom de tre andre bøger er den skrevet så utrolig godt. Elle Kennedy formår simpelthen at fange læseren lige fra første side. Jeg må indrømme, at jeg læste til langt ud på natten, for jeg kunne slet ikke få nok, og sådan har det faktisk været hele vejen igennem serien.

Ligesom de første bøger er “Kamp til stregen” skrevet i jeg ‘person, og man skifter mellem at følge Tucker og Sabrina. Det fungerer bare så skide godt, for man lærer personerne at kende på en meget dybere og personlig måde. Jeg elsker det! Det giver så meget dybde til historien, og jeg tror, at det er med til at fange læseren.

Det er en virkelig god bog. Jeg har dog valgt at give den én stjerne mindre end de andre, og det har jeg gjort fordi den manglede den helt fantastiske humor der er med i de tre andre. Det var en lidt mere seriøs historie, og jeg manglede lidt den fantastiske energi der er i første bøger. Den skal dog roses for, at det var en virkelig god historie, og jeg synes den var afsluttet serien på den rigtig god måde. Det er som om man lige får en afrunding på hele historien, altså alle fire bøger.

Så jo det er en rigtig god slutning, og egentlig kunne jeg ikke have bedt om en bedre slutning, men jeg er bare slet ikke klar til at slippe den historie endnu. Jeg kan slet ikke vente med at læse mere fra Elle Kennedy, for hun har et helt fantastisk talent for at skrive bøger. Indtil da bliver jeg nok nødt til snart at læse “Off-campus” igen. Tror jeg er blevet lidt besat af den her serie.

Hvis du ligesom mig var helt vild med de første bøger i serien, så skal du gøre dig selv den tjeneste at læse “Kamp til stregen”. Hvis du aldrig har læst nogen af dem, så skynd dig ud og anskaf dig den første bog “Aftalt spil”. Du vil ikke fortryde det, for det er bøger der fortjener at blive læst. Anmeldelser af alle fire bøger kan læses her på bloggen, hvis du er interesseret i at vide mere om de forrige bøger i serien.

“Kamp til stregen” får flotte fire ud af fem stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *