Mittet, Sidsel Sander: Vildhunden og Panteren (Morika 2)

Forfatter: Sidsel Sander Mittet | Titel: Vildhunden og Panteren | Sider: 335 sider
Forlag: Facet | Udgivet: 20-08-15
Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet


Det er meget sjældent at jeg synes at nummer to bog i serien er bedre end den første, men det er tilfældet her. Hold da op hvor er det en fantastisk fortsættelse på serien om “Morika”. Sidsel Sander Mittet er helt fantastisk til at skrive i fantasy genren. Hun formår at skabe en helt fantastisk verden og samtidig en handling der bare ikke er til at slippe.

“Vildhunden og Panteren” fortsætter i samme stil som den første bog i serien “Rent blod” gjorde. Bogen er skrevet i jeg ‘person og man skifter endnu engang mellem at følge Eshri og Korau, og det fungerer simpelthen så godt. Jeg elsker, at man følger de to personer, for de er så forskellige. Faktisk er de hinanden totale modsætninger, og det er enormt spændende at høre historien fra to vidt forskellige synspunkter. Kapitlerne er dejlig korte, så man tænker hele tiden: “Jeg tager lige et kapitel mere”. Det gør bogen dejlig overskuelig, men desværre så får man læst bogen alt for hurtigt. Når det er sådan en god bog, så ville man ønske at den aldrig endte.

Jeg har altid godt kunne lide Eshri. Hun virker stadig lidt naiv, men jeg elsker, at hun altid bare ser det smukke i verden. Igennem bogen bliver Eshri dog konfronteret med den virkelige verdens vilkår, og hun går igennem en helt utrolig forandring. Hun opdager, at verden ikke er så rosenrød som hun egentlig går og tror. Jeg var ikke helt enig med hendes valg igennem bogen, og nogle gange blev jeg faktisk lidt sur på hende, men på den anden side var jeg også ret vild med den drejning det tog i historien. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde set det komme, så det synes jeg er ret fedt. Jeg var lidt splittet omkring Korau i den første bog, men efter jeg har læst “Vildhunden og panteren” elsker jeg ham. Jeg er helt vild med den måde han tænker og ser verden på. Han er uden tvivl min yndlingsperson i bogen, og det må jeg indrømme, at jeg ikke lige havde set komme. Jeg troede, at jeg altid ville være mere til Eshris side da jeg er mere til den romantiske tangegang, men igennem bogen opdager man, at Korau har blød side, og jeg er helt vild med det. Til forskel fra Eshri var jeg også bare mere enig i de valg som Korau tager, og så må jeg indrømme at jeg synes han er skide sjov. I det hele taget kommer man meget mere ind på mange af personerne. Oryn ser man fra en helt ny side, og Zaak kommer meget mere i fokus. Det var jeg ret vild med, for jeg havde været meget nysgerrig omkring de to personer i den første bog.

Der var rigtig mange overraskelser i den her bog. Det er nok også derfor at den score fem stjerner, for jeg kunne slet ikke forudse hvad der ville ske. Der skete hele tiden noget spændende og nervepirrende, men jeg synes ikke, at det bliver for meget. Der er også steder hvor man lige får ro på, og hvor personerne og læseren lige får bearbejdet det der er sket. Det skal Sidsel Sander Mittet virkelig have ros for, for nogle gange kan bøger i fantasy genren godt blive lidt hektiske.

Jeg er ret vild med plottet i bogen og jeg er så fascineret af hele Morika verdenen. Handlingen fortsætter fra den første bog, men der opstår nye problematikker som virkelig er nervepirrende og giver nogle spændende diskussioner. Det er ikke tydeligt hvem der de onde, og hvem der er gode. Selv hovedpersonerne bliver udfordret igennem bogen, og det gør virkelig historien til noget helt særligt. Det udfordrer også læseren, for man stiller hele tiden sig selv det spørgsmål: “Hvad er egentlig det rigtige at gøre?.

Det politiske spil er virkelig spændende, og det tager nogle emner op, som er meget relevante for den verden som vi lever i. Det holder læserens interesse, for man er nysgerrig efter hvad der vil ske. Hilaerne får en meget stor betydning i den her bog, og jeg var ret vild med, at man lærte meget mere om deres historie. Det var sindssygt spændende, og bogen tog en drejning som jeg ikke lige havde set komme.

Alt i alt en helt fantastisk bog. Jeg kunne simpelthen ikke have bedt om en bedre fortsættelse. Det er ikke en bog man kan komme udenom hvis man elsker fantasy genren. Hvis du er mere nysgerrig på den her serie, så ligger anmeldelsen af bog 1 “Rent blod” under anmeldelser. Jeg glæder mig enormt meget til at læse den sidste bog i serien “Blodets bånd”.

“Vildhunden og panteren” fortjener flotte fem ud af fem stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *