Mittet, Sidsel Sander: Blodets bånd (Morika 3)

Forfatter: Sidsel Sander Mittet | Titel: Blodets bånd | Sider: 330 sider
Forlag: Facet | Udgivet: 04-01-16
Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet


Lad mig starte med at sige: WOW. Serien om Morika har fuldstændig slået benene væk under mig, og jeg kan slet ikke få nok af den verden. Bøgerne blev bare bedre og bedre jo længere ind jeg kom, og jeg var på ingen måde i stand til at ligge dem fra mig. Den sidste bog holdt mig vågen til langt ud på natten, for jeg måtte bare vide hvordan den endte – og den skuffede så sandelig ikke.

Jeg må indrømme, at starten på bogen tabte mig lidt. Nummer to bog i serien ”Vildhunden og panteren” var sindssygt spændende, og jeg troede lidt, at den tredje bog bare ville forsætte sådan. Desværre var der nogle lange passager, hvor der ikke rigtig skete noget. Jeg sad egentlig bare og ventede på, at det endelige opgør med Oryndro ville komme, så det var lidt træls, at man skulle vente så længe. Efter de første 100 sider skal det så også siges, at der pludselig kom fart på, og resten af bogen var sindssygt spændende.

Jeg kunne simpelthen ikke have bedt om en bedre slutning på den her serie. Selvom det er en stor verden, og en meget omfattende krig, så synes jeg, at Sidsel Sander Mittet formår at skabe en god slutning. Jeg følte ikke, at jeg manglede noget, og det var tydeligt, at der nu ville falde ro over Morika og de personer som man har fulgt i de tre bøger. Det var en rar følelse efter, at bøgerne har været fyldt med så meget uro og drama.

Jeg kan rigtig godt lide, at alle tre bøger er sat op på samme måde. I dem alle tre skifter man mellem at følge Eshri og Korau. Det giver et godt overblik, og jeg følte virkelig at jeg lærte personerne at kende. Det betyder rigtig meget for mig når jeg læser bøger, så det skal Sidsel Sander Mittet have stor ros for.

Eshri irriterede mig lidt nogle gange, for hun virker bare helt vildt svag til tider. På den anden side er det jo os bare den måde hun er. Hun er meget følsom, men til gengæld gør hun også alt for de mennesker som hun elsker. Hun tager nogle helt vildt dumme beslutninger i bogen, og jeg blev simpelthen så vred på hende. Det skaber en masse drama imellem personerne, og jeg kunne godt mærke, at jeg nogle gange fik nok af det. Jeg synes hun virker som en rigtig sød pige, men for mig måtte hun gerne have været lidt stærkere, så hun bedre ville kunne håndtere de ting hun bliver udsat for. Jeg er stadig helt vild med Korau. Jeg elskede de kapitler der omhandlede ham, for han har udviklet sig til den mest fantastiske person. Derudover var kapitlerne med ham ikke lige så dramafyldte som de er med Eshri, og derfor var det nogle gange lidt en lettelse at læse dem.

Det skal dog lige med, at jeg synes det fungerer enormt godt, at man følger to så forskellige personer. For mig gjorde det, at jeg aldrig mistede interessen, og jeg følte, at jeg fik en god fordeling af drama og aktion. Derfor er det også bare så fedt, at alle tre bøger er bygget op på den måde.

Selvom der var nogle småting der irriterede mig lidt, så er det simpelthen en fantastisk bog. Jeg elsker hele Morika universet, og den politiske krig er virkelig spændende, og meget relevant for de problematikker vi finder i vores egen verden. Hele serien er sindssygt god, og hvis man elsker fantasy, så er det nogle bøger der fortjener at blive læst.

”Blodets bånd” får fem flotte stjerner ud af fem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *