Delaney, J. P.: Kvinden før

Forfatter: J.P. Delaney | Titel: Kvinden før | Sider: 399 sider  
Forlag: Lindhardt og Ringhof  | Udgivet: 15-05-17 
Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof


Det er længe siden, at jeg har læst en thriller, så jeg var virkelig spændt på den her bog. Forsiden fangede mig lige med det samme, for den er så flot og fyldt med mystik. Jeg synes virkelig forlaget skal have ros for at have lavet en forside der passer helt fantastisk til bogen. Det er længe siden jeg har læst en så gennemført thriller. Jeg sad og læste den om aftenen, og det var lige før jeg ikke turde sidde alene herhjemme og læse den, for jeg var ved at springe op ved bare den mindste lyd. Da jeg læste “Kvinden før” havde jeg nerverne helt udenpå tøjet. Det er en bog der virkelig udfordrer læseren psykisk på den fedeste og mest nervepirrende måde.

Bogen er skrevet i jeg ‘person, men man følger to forskellige kvinder: Emma og Jane. Kapitlerne skifter imellem dem og de er bygget op sådan, at man følger Emmas historie som er fortiden og Janes historie som er nutiden. Emma er død under mystiske omstændigheder i det hus som Jane senere flytter ind i, og det viser sig hurtigt, at der er noget mystisk ved Emmas død. Selvom historierne foregår på forskellige tidspunkter, så bliver deres liv flettet sammen på en virkelig mystisk og nervepirrende måde. Derfor er det også sindssygt spændende, at man hører historien fra både Emma og Jane. Det giver en fed effekt, og jeg synes det gør bogen meget nervepirrende og uhyggelig.

Kapitlerne er meget korte, og for mig måtte de gerne have været lidt længere, men til gengæld blev ens interesse holdt hele vejen igennem, da man hele tiden skifter mellem Emma og Jane. Kapitlerne blev aldrig langtrukne og derfor blev spændingen holdt hele vejen igennem bogen. Sproget er letlæseligt og jeg synes J.P. Delaney er god til at beskrive hvad der foregår. Huset som bogen omhandler stod helt klart oppe i mit hoved, og jeg havde derfor virkelig nemt ved at leve mig ind i bogen. Derudover synes jeg, at historien er virkelig gennemført. Bogen kommer hurtigt i gang, og ret hurtigt kommer der flere mystiske ting som man ønsker at finde et svar på. Hele bogen skriger bare til en, at der ligger noget under overfladen som ikke er som det skal være, og når man først er gået i gang så er det ikke muligt at stoppe før man har fundet ud af hvad det er.

Emma og Jane har begge en lidt dyster fortid, og lige først minder de to kvinder rigtig meget om hinanden. Deres historier har mange ligheder tilfælles, og for mig gjorde det bare bogen endnu mere uhyggelig. Der var noget skræmmende og ulækkert ved den måde deres liv kommer til at ligne hinanden. Ret hurtigt finder man dog ud at, at der ligger mere under overfladen, som stille og roligt bliver afsløret. Jeg skulle nogle gange holde tungen lige i munden, for når Emma og Jane oplever de samme ting, så kunne jeg godt have lidt svært ved at skelne dem fra hinanden. Nogle gange var jeg lige nødt til at gå tilbage i bogen, men det ødelagde ikke bogen for mig. Tværtimod så syntes jeg, at det var vildt fedt, at det var en bog der udfordrede mig lidt.

Sikke dog en slutning! Jeg elsker når bøger, og specielt thrillere, kan få mig til at springe op af stolen af bare overraskelse, og det må jeg sige at “Kvinden før” formåede. Der er ikke noget værre end når en thriller ender med en kedelig og forudsigelig slutning, men ”Kvinden før” holdt tempoet hele vejen, og jeg havde på ingen måde forudset den retning som historien pludseligt tog. Det var et helt utroligt twist på historien, og jeg blev specielt meget overrasket over personerne da var intet var som det fremstod på overfladen. Det er utroligt at forfatteren har kunne skabe en så gennemført historie, som bare holder fra første til sidste side.

Hvis du godt kan lide en nervepirrende og uhyggelig thriller med masser af mysterier, så er ”Kvinden før” en bog jeg godt kan anbefale. Jeg var underholdt hele vejen igennem bogen, og jeg blev overrasket op til flere gange. Det er en sindssygt god bog, og jeg tror ikke det er sidste gang jeg læser den, for der ligger bare så meget under overfladen, og jeg tror, at jeg vil opdage endnu mere næste gang jeg læser den. “Kvinden før” er en bog der fortjener at blive læst, og hvis du elsker en god thriller så er den en must-read!

”Kvinden før” fortjener flotte fem ud af fem stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *