Bonde, Christina: Sjælevært

Forfatter: Christina Bonde | Titel: Sjælevært | Sider: 368 sider
Forlag: Tellerup | Udgivet: 10-05-17
Stjerner: 

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup


Jeg er blevet ret stor fan af Christina Bondes bøger, og derfor glædede jeg mig virkelig meget til at læse ”Sjælevært”. Bagsideteksten lød bare så spændende, og jeg hoppede rundt som et lille barn da den kom hjem med posten. Jeg satte mig en eftermiddag ude i solen med den, og jeg stoppede ikke før den var færdig senere den aften.

Christinas bøger er simpelthen en fornøjelse at læse. Jeg synes ”Sjælevært” var skrevet i et dejligt flydende og letlæseligt sprog – det var næsten som om at bogen læste sig selv. Jeg var ret vild med, at historien blev fortalt fra både Celina og Bastians side, men jeg kunne godt have tænkt mig, at Bastian kom lidt mere på banen. Jeg følte aldrig rigtig, at jeg lærte ham rigtigt at kende, og det var jeg lidt ærgerlig over når han har så stor en rolle i historien. Der var nogle få kapitler hvor man fik fortalt hans historie, og det var virkelig nogle gode kapitler. Det var sindssygt spændende, og jeg ville gerne have haft endnu mere af det.

Til gengæld lære man rigtig hurtigt Celina at kende, og hende havde jeg enormt nemt ved at relatere til. Jeg kunne rigtig godt lide hendes historie. Den var ikke lyserød hele vejen igennem, og jeg synes det var en god detalje, at hendes omgangskreds og familie ikke havde været de bedste for hende. Jeg tror egentlig bare, at det gjorde at jeg holdt endnu mere af hende, for jeg fik simpelthen så ondt af hende. Derudover synes jeg det var beundringsværdigt, at hun var i stand til at finde så meget styrke selvom livet havde været så meget imod hende.

Det eneste lille problem jeg havde med bogen var, at kærligheden mellem Celina og Bastian simpelthen kom for hurtigt. Selve historien og plottet var jeg helt vild med, men jeg synes bare det hele skete lidt for hurtigt. Jeg havde svært ved at sætte mig ind i de følelser som Celina føler ret hurtigt for Bastian. Specielt når man tænker på det som Celina har været udsat for, og det faktum at hun egentlig aldrig har mødt ham. Jeg synes aldrig rigtig jeg nåede at føle kærligheden nede i maven, og det manglede jeg lidt.

Jeg vil dog gerne rose bogen for det overnaturlige. Jeg synes det var helt vildt fedt, at bogen går ind i et emne som man ikke normalt snakker om – livet efter døden. Så selvom der var nogle små detaljer som ikke lige var mig, så synes jeg historien var helt vildt smuk. Specielt alle detaljerne om Bastians liv og død var simpelthen så spændende og nervepirrende. Jeg blev ikke så overrasket over hvordan bogen endte, men jeg synes det var en rigtig dejlig og sød slutning.

Det er en rigtig page turner, og man er ikke i stand til at stoppe når man først er gået i gang. Jeg var helt vild med det overnaturlige og spændingen i bogen. Bogen får dog ikke en sidste stjerne, da jeg manglede noget dybde omkring kærligheden mellem Celina og Bastian. Det hele kom for hurtigt, og jeg ville gerne have haft nogle flere sider med Celina og Bastian, så jeg rigtigt kunne have følt deres kærlighed.

Alt i alt er det en rigtig dejlig bog, som jeg ikke kunne ligge fra mig. Det er helt klart en bog jeg vil anbefale til alle der elsker mystisk og en kærlighed der kan overvinde alt.

”Sjælevært” får flotte fire ud af fem stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *