Eibe, Anika: Er du okay, Matthias?


Forfatter:
Anika Eibe | Titel: Er du okay, Matthias? | Sider: 195 sider
Forlag: Tellerup | Udgivet: 12-05-2017

Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup


”Er du okay, Matthias?” er 3. selvstændige bog i Anika Eibes fantastiske serie om unge med problemer. Bøgerne er skrevet til unge mennesker, og jeg synes det er fantastisk, at hun sætter fokus på nogle emner, som man normalt prøver ikke at snakke for meget om. Jeg var rigtig glad for de to første bøger som omhandler mobning og cutting. Derfor var jeg meget spændt på at læse om Matthias, der kæmper med sin seksualitet.   

Bogen er skrevet på en dejlig letlæselig måde, og som læser er det meget nemt at leve sig ind i hvordan Matthias han har det. Bøgerne er skrevet til unge mennesker, og det kan man selvfølgelig godt mærke, men jeg som voksen nød virkelig også bogen. Selvom det måske ligger langt fra min egen verden, så kunne jeg mærke Matthias’ smerte helt ind i hjertet. Jeg begyndte at føle mig knyttet til ham, og jeg havde virkelig medlidenhed med ham. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at være ham, men det er også derfor den her bog er så vigtig. Den sætter fokus på hvordan det må være at være en ung fyr som Matthias, som godt er klar over, at han er bøsse, men ikke kan få sig selv til at fortælle det til andre.

Som det også har været tilfældet med hovedpersonerne i de to forrige bøger, så var Matthias meget nem at holde af. Jeg synes altid Anika formår at skabe nogle hovedpersoner, som man ret hurtigt knytter sig til. Det gør bøgerne meget voldsomme at læse, men igen synes jeg, at det er så fedt, at der kommer noget fokus på de emner selvom det kan være hårdt at læse om.   

Jeg var fanget lige fra første side. Der var nogle gange hvor jeg var nødt til at ligge den fra mig og trække vejret, da jeg fandt den meget voldsom til tider. Jeg måtte dog hele tiden viden mere om Matthias, og jeg håbede sådan for ham at det hele ville blive okay. Selvom man skulle tro at handlingen lå ret meget klar igennem bogen, så overraskede den mig op til flere gange. Der var flere ting der fik mig op af stolen og mit hjerte til at banke meget hurtigt.

Jeg er helt vild med de her bøger, og Anika Eibe har endnu engang formået at skrive en skøn bog der rør læseren helt ind i hjertet. Jeg kan simpelthen ikke rose hende nok for de her bøger, og jeg kan kun anbefale dem til alle unge mennesker. Jeg synes de er så vigtige, så der kommer mere fokus på de emner, som der normalt bliver lagt skjul på.

”Er du okay, Matthias?” får flotte fire ud af fem stjerner.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *