Williamson, Lisa: Kunsten at være normal

Forfatter: Lisa Williamson | Titel: Kunsten at være normal | Sider: 416 sider
Forlag: Politikens Forlag | Udgivet: 09-08-17

Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens forlag


Jeg var virkelig spændt på den her bog. Jeg har aldrig læst en bog der handler om en transkønnet person, og jeg må indrømme, at jeg var meget nysgerrig. Det er ikke noget man normalt snakker om, og jeg tror egentlig heller ikke, at der er ret mange der ved ret meget om det. Vi ved alle sammen godt hvad det er, men jeg havde ingen anelse om hvordan det egentlig måtte være at leve som transkønnet. ”Kunsten at være normal” har virkelig åbnet mine øjne, for nogle mennesker som lever et isoleret og meget hårdt liv.  

Jeg skulle lige vænne mig til måden bogen er skrevet på. Man skifter mellem at følge de to hovedpersoner David og Leo, og jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at finde rundt i det i starten. Der er ikke meget der viser hvornår man skifter fra den ene til den anden person. Jo mere jeg lærte David og Leo at kende jo nemmere blev det dog, for deres kapitler er skrevet meget forskelligt. Derudover synes jeg bogen er skrevet super godt. Der er masser af følelser som strømmer lige ud til læseren, så man lever sig helt ind i personernes liv og deres smerte.  

Som skrevet overfor så har jeg aldrig vidst særlig meget om hvordan det må være at leve som transkønnet. David er født som en dreng, men indeni føler han sig som en pige. Jeg synes det var utrolig spændende at følge David og høre hans historie. På den anden side var det også ufattelig hårdt. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ondt det må gøre at føle, at man lever i den forkerte krop. David følte sig så forkert, og han slet ikke kunne holde ud at se på sig selv. Han bliver faktisk næsten frastødt, og det gjorde ondt helt ind i hjertet når han beskrev hvor meget han hadede sin egen krop.

Leo er en ny dreng på skolen, som egentlig bare gerne vil isolere sig, men hurtigt finder han ud af at det er rigtig svært. Klassen smukkeste pige viser hurtigt interesse for ham, og Leo indser at det måske ikke er så fedt at leve livet helt alene. Jeg havde det lidt svært med Leo i starten, men det viste sig, at han var en virkelig skøn person. Jeg var specielt vild med det fantastiske venskab han får med David. De får en helt særligt bånd, som hjælper dem begge to rigtig meget.   

Jeg troede ikke, at det ville være en bog der handlingsmæssigt ville overraske mig, men der tog jeg godt nok fejl. Der kom nogle scener og detaljer, som jeg aldrig ville have kunne gætte. Derudover er det bare en rigtig sød historie, og ens hjerte smelter simpelthen for personerne. Slutningen var rigtig fin, og jeg synes det var en dejlig måde at afslutte historien på.  

Alt i alt en rigtig sød, dejlig og rørende historie. Jeg synes det er fedt, at der kommer lidt mere fokus på de udfordringer en transkønnet person lever med. Det kan ikke være nemt, og jeg var glad for at finde ud af hvor mange smerter de egentlig går rundt med. ”Kunsten at være normal” er en skøn fortælling om at finde sig selv og passe ind blandt alle andre, og Lisa Williamson fortæller om det i denne bog på den dejligste og mest rørende måde.

”Kunsten at være normal” får 4 ud af 5 stjerner.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *