Callihan, Kristen: Sendt til tælling (Game on 1)

Forfatter: Kristen Callihan | Titel: Sendt til tælling | Sider: 450 sider
Forlag: Flamingo | Udgivet: 23-08-17

Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Flamingo  


Det her er en bog jeg havde set rigtig meget frem til at læse. Jeg er ret vild med genren, og det plejer at være nogle sindssygt gode bøger Flamingo kommer ud med. Da jeg hørte, at forlaget sammenlignede dem med Elle Kennedys ”Off-Campus” serie tog det mig ikke mange sekunder at bestemme mig for, at det var en bog der skulle på min must-read liste. Det var helt sikkert ikke en beslutning jeg fortrød.

Skrivestilen er dejlig letlæselig. Jeg synes forfatter Kristen Callihan er god til at skrive så levende, at man som læser har lettere ved at leve sig ind i bogen. Det er utrolig vigtigt for en bog i den romantiske genre, og Callihan kom totalt i mål med ”Sendt til tælling”. Derudover er der bare enormt meget humor, som jeg ofte var ved at dø af grin over. På den anden side var det en utrolig rørende historie, som rammer læseren lige i hjertet. Så derfor kunne denne bog både få mig til at grine og græde. Det gjorde det til en rigtig dejlig bog at læse, for jeg kom i kontakt med en masse forskellige følelser.

Jeg faldt for Drew lige med det samme. Han virker bare som en skøn fyr, og jeg synes det var rart, at han ikke var som de typiske populære sports fyre, som virkelig kan være nogle store idioter. Det er jo også lidt det som Anna tror i starten af bogen, men hun finder hurtigt ud af, at det slet ikke er tilfældet med Drew. Anna havde jeg det til gengæld lidt svært med. Jeg synes hun tog nogle meget mærkelige valg, og jeg havde svært ved, at hun behandlede Drew på den måde. Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide det spil der kører imellem dem. De supplerer hinanden rigtig godt, og de scener hvor de er sammen, er simpelthen så smukke, for deres følelser for hinanden skinner helt ud til læseren, og rammer en helt ind i hjertet. Jeg synes det var meget rørende at læse.

Det jeg elsker allermest ved romaner i denne genre er, at man forelsker sig i personerne. Derfor var det meget svært for mig, at jeg ikke faldt for Anna. Drew fik en plads i mit hjerte lige med samme, og det var uden tvivl det der reddede bogen for mig. Han var dog så fantastisk, så han kunne sagtens bære hele bogen for mig.

Handlingen skuffede mig lidt. Det var en rigtig sjov og romantisk historie, men den fangede mig ikke helt så meget som jeg havde regnet med. Jeg kan godt se hvorfor den bliver sammenlignet med ”Off-Campus”, for de ligner rigtig meget hinanden, men den manglede lige det sidste inden den, for mig, kommer op på højde med ”Off-Campus”. Som jeg sagde før, så synes jeg dog, at det er en rigtig sød og romantisk historie, og derfor redder den sig også op på fire stjerner.  

Det er uden tvivl en bog jeg trygt vil anbefale til alle der elsker en dejlig, romantisk og sjov roman. Specielt fans af ”Off-Campus” vil nyde den her bog. Der var nogle småting, som skuffede mig lidt, men alt i alt synes jeg, at det var en rigtig god bog, som jeg nød rigtig meget. Super god sommerlæsning.

”Sendt til tælling” får fire ud af fem stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *