Hansen, Boris: Vejen til Panteon (Panteon Sagaen 1)

Forfatter: Boris Hansen | Titel: Vejen til Panteon | Sider: 428 sider
Forlag: Tellerup | Udgivet:
21.09.16
Stjerner:


Det er ikke så længe siden, at jeg hørte om ”Vejen til Panteon” første gang, men den fangede min interesse lige med det samme. Jeg synes lige coveret fortjener at blive rost, for det er utroligt smukt. Det er virkelig gennemført, og det passer enormt godt til historien. Jeg må dog sige, at jeg blev lidt overrasket, for den var meget anderledes end jeg havde regnet med. Den havde dog også virkelig mange gode sider. Jeg synes forfatter Boris Hansen har skabt en helt fantastisk verden, som fanger læseren lige med det samme.   

Jeg skulle i starten lige vænne mig til skrivestilen. Den var meget anderledes end jeg var vant til, men jeg vænnede mig hurtigt til det, og derefter fangede den mig rigtig hurtigt. Det der overraskede mig allermest var dog, at forfatter Boris Hansen har valgt at blande fantasy genren med dystopi genren. Lige først tænkte jeg, at det var meget underligt, men jo længere ind i bogen jeg kom, jo federe blev det. Jeg må dog indrømme, at jeg lige skulle et stykke ind i bogen.

Persongalleriet i bogen var jeg meget i tvivl om hvad jeg skulle synes om. Jeg tror det var fordi jeg i starten af bogen havde svært ved at knytte mig til Lucas og de andre børn i Zonen. Der skete simpelthen ikke nok, og jeg havde svært ved at mærke det tætte venskab, som de har fået skabt ved at leve i Zonen i alle de år. Denne følelse forsvandt dog ret hurtigt da de kommer til den anden verden, som mere er en fantasy verden. Det var sindssygt spændende, og her begyndte jeg virkelig at komme ind på livet af drengene. Deres eventyr i Juvelen knytter dem virkelig sammen, og dette venskab var jeg til gengæld ikke spor i tvivl om. Dog må jeg også lige nævne, at jeg aldrig helt forstod hvorfor drengene var så opsat på at finde Cassandra. De konstaterede hele tiden, at hun havde løjet for dem i flere år, men alligevel sætter de deres eget liv på spil for at finde hende. Den må jeg indrømme undrede mig rigtig meget.  

Dog vil jeg gerne nævne en detalje, som jeg virkelig storelskede ved den her bog: Englene. Jeg havde jo set, at der var en engel på coveret af bogen, og jeg havde virkelig glædet mig til, at de kom ind i historien. Da det så skete sad jeg og hoppede op og ned i stolen af glæde, for jeg har altid elsket engle. Englene befinder sig i Empyria, som ligger lige ved siden af byen Juvelen hvor Lucas og hans venner befinder sig. De fungerer som en slags betjente/soldater, og jeg elskede det. Specielt de to engle Saida og Mardelus, som man følger rigtig meget igennem bogen, knyttede jeg mig til lige med det samme. Jeg må også indrømme, at det var mine yndlingskapitler når man fulgte de to.

Handlingen var for mit vedkommende lidt langt tid om at komme i gang. Det var slet ikke fordi den var kedelig, men zonen var bare ikke lige mit yndlingssted. Jeg synes dog, at Boris Hansen formår at flette de to verdener rigtig flot sammen, og jo længere ind i bogen jeg kom jo mere gav Zonen også mening for mig. Hele konflikten i den anden verden fangede mig lige med det samme. Den forvirrede mig os lidt til tider, for ligesom drengene fra zonen, så bliver man som læser også kastet direkte ud i en konflikt, som man intet kender til. Min nysgerrighed blev dog holdt hele vejen igennem. Slutningen var dog fantastisk. Jeg havde slet ikke set det komme, og jeg var ærligt ved at falde ned at stolen da jeg læste det. Det var sindssygt spændende, og nu kan jeg slet ikke vente med at finde ud af hvad der sker i den næste bog ”Akkanas gåde”.   

”Vejen til Panteon” er en virkelig god fantasy bog blandet med den dystopiske genre. Den overraskede mig meget, og jeg synes den havde nogle virkelig positive sider. Historien var spændende og fangede mig hele vejen igennem. Med den slutning går det ikke længe før jeg går i gang med fortsættelsen. Hvis I derude ikke har læst den endnu, og elsker fantasy, så kan jeg kun varmt anbefale den.

”Vejen til Panteon” får fire ud af fem stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *