Clausen, Nick: Mareridt og Myrekryb 1

 

Forfatter: Nick Clausen | Titel: Mareridt og Myrekryb 1 | Sider: 232 sider
Forlag: Facet | Udgivet: 29.08.16

Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet


Jeg har altid ønsket at læse bøger af Nick Clausen, så jeg blev virkelig glad da jeg fik hans tre bøger ”Mareridt og Myrekryb” med hjem fra Fantasy Festivalen i Esbjerg. Allerede dagen efter gik jeg i gang med den første. Jeg var så spændt og den skuffede mig så sandelig ikke. Det er historier der får det til at løbe koldt ned af ryggen, og lad mig lige starte med at sige, at det ikke er en bog der skal læses en mørk og regnfuld vinteraften.

Nick Clausen skriver helt eminent godt. Bogen er delt op i syv små noveller og jeg var lidt spændt på det. Jeg var nervøs for om historierne kunne nå at fange mig på så få sider, men her blev jeg godt nok overrasket. Ved hver historie var jeg fanget lige fra første side, og historierne fungerer bare hele vejen igennem. Bogen er skrevet i et dejligt letlæseligt sprog, og derfor er det en hurtig og overskuelig bog at læse. Det er nemt lige at sige: ”Ej jeg snupper lige én historie mere inden sengetid… og én mere … og én mere”.

Som sagt er bogen delt op i syv korte noveller på omkring 30 sider hver. Det er meget forskellige historier, og de var uhyggelige og spændende på hver deres måde. Det spænder helt fra vampyrer, farlige fisk og hovedløse ryttere. Jeg var ret vild med den første historie Blod på tanden, som var virkelig spændende og fyldt med mystisk. Den tændte min lyst efter at læse flere af historierne. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke fandt historierne vildt uhyggelige, men flere af dem var virkelig ulækre. Specielt Fisken snapper og Læderhud fik det til at vende sig indeni mig. Det skal dog siges, at jeg synes alle historierne var rigtig gode og jeg var underholdt hele vejen igennem.

Den eneste grund til at bogen ikke får fem stjerner er, at jeg synes den sidste historie Lyseslukker faldt udenfor genren. Det var en sød og underholdende historie, men jeg synes bare ikke det var en gyserhistorie, og det var lidt ærgerligt.

Vildt fed novellesamling, og jeg er allerede hocked på at læse mere fra Nick Clausens hånd. Heldigvis ligger den næste ”Mareridt og Myrekryb 2” ved siden af mig lige nu, og bare venter på at jeg går i gang. Jeg glæder mig allerede til at læse mere. Derfor kan jeg også kun varmt anbefale den her bog til alle der elsker et lille gys.

”Mareridt og Myrekryb 1” får fire ud af fem stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *