Nielsen, Karen Inge: Natspindlerens dødsmærke (Ravneskrig 2)


Forfatter:
Karen Inge Nielsen | Titel: Natspindlerens dødsmærke | Sider: 352 sider
Forlag: Mellemgaard | Udgivet: 11.12.2017

Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard og forfatteren


”Natspindlerens dødsmærke” er fortsættelsen af ”Ravneskrig”, som var forfatter Karen Inges debutroman. Det er nok en af de bøger jeg har glædet mig allermest til at læse i år. Jeg var så heldig at være anmelder på ”Ravneskrig”, og derudover fik jeg den store ære at interviewe Karen Inge på Fantasy festivalen i Esbjerg 2017. Det var en utrolig oplevelse, og derfor kunne jeg slet ikke vente med at få lov til at læse fortsættelsen.

Jeg var meget spændt og måske også lidt nervøs for hvordan bogen ville være, men jeg blev kun glædeligt overrasket. ”Natspindlerens dødsmærke” er en bog man ikke må snyde sig selv for, hvis man ligesom mig elsker fantasy.

Jeg elsker den måde Karen Inge skriver på. Hun er utrolig god til at fortælle historien så den føles levende for læseren. Den første bog var fyldt med mange fede stemningsfulde scener, og den stil har hun kørt videre med i bog to. Det skal Karen Inge virkelig have ros for. Det gør hendes bøger så spændendende og levende at læse. Derudover skriver hun i et sprog som ikke kun er spændende, men også letlæseligt. Bogen er skrevet til et yngre publikum, men jeg synes også sagtens at voksne kan være med.

Endnu engang er det den unge pige Sia vi følger. Der er kommet fred i byen Karstel. Eller det skulle man tro. De sorte er besejret, men der er kommet nye problematikker i byen. For hvordan kommer en befolkning sig over den smerte De sorte har medført? Det er et af de spørgsmål som ”Natspindlerens dødsmærke” går ind og besvarer, og jeg var fanget fra første side. Jeg synes det var utrolig spændende. Sias liv er pludselig blevet meget anderledes, og hun skal finde sin plads i verden der er præget af smerte og mistroskab. Men det er ikke kun Sia der har svært ved at finde sin plads. Sias bror Liam har meget svært ved at tilgive sig selv for, at han engang var en af De sorte. Jeg havde lidt svært ved at acceptere, at han opfører sig lidt grimt overfor Sia, men jeg tænkte også, at det ikke er underligt, at han har det sådan. Jeg synes det var meget spændende, at læse om de problemer en befolkning kan få når der er blevet skabt så meget smerte. Det sætter nogle tanker i gang hos læseren.

Men udover disse problematikker er der på sidelinjen også et mysterium. I skyggerne kommer der nogle nye personer frem, som man ikke ved hvem er. Det var virkelig fedt. Det var først til sidst, at jeg fandt ud af hvem de var, men min interesse var holdt hele vejen – OG NØJ SIKKE EN OVERRASKELSE. Jeg havde ikke lige set, at historien kunne tage sådan en drejning. Der er ikke noget bedre end når bøger slår benene væk under en, og det gør ”Natspindlerens dødsmærke” til fulde.

”Ravneskrig” sluttede meget lykkeligt. Nu var De sorte væk, og nu kunne der komme fred i landet. Derfor var jeg også meget nysgerrig efter at finde ud af hvad ”Natspindlerens dødsmærke” skulle handle om. Handlingen var dog helt vildt spændende, og specielt de sidste 100 sider slog benene væk under mig.

Igen vil jeg gerne sige, at det her er en bog man skal gøre sig selv den tjeneste at læse hvis man elsker fantasy. Derfor var der heller ikke nogen tvivl om, at den skulle have fem ud af fem stjerner. Desværre kommer der ikke flere bøger i den her serie, men jeg glæder mig enormt meget til at læse mere fra Karen Inge.

”Natspindlerens dødsmærke” får flotte fem ud af fem stjerner.

En lille hilsen til forfatter:

Karen Inge tusind tak fordi jeg har måtte følge dig i din forfatter karriere. Det har været en utrolig rejse, og jeg håber den langt fra er slut. Du skal altid huske, at du er fantastisk forfatter, så du må aldrig holde op med at skrive bøger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *