Showalter, Gena: Førstelivet (Everlife 1)


Forfatter:
Gena Showalter | Titel: Førstelivet | Sider: 430 sider
Forlag: HarperCollins Nordic | Udgivet: 02.10.2017
Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic


Det første der virkelig fangede min interesse ved ”Førstelivet” var den utrolig smukke forside, men det der gjorde mig sikker på, at det her var en bog jeg skulle læse var bagsideteksten. Historien fangede mig lige med det samme, og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville elske den her bog. Alligevel var der noget mystisk over historien, og jeg var meget spændt på at komme i gang med den. Jeg var bange for, at jeg ville blive skuffet, men det gjorde jeg på ingen måde.

“Førstelivet” er en fantastisk og inspirerende historie, som fanger læseren fra første til sidste side.

I starten af bogen skulle jeg lige vænne mig til forfatter Gena Showalters skrivestil. Hun har en lidt speciel måde at skrive på, og jeg havde lidt svært ved at vænne mig til det. Jeg tror nu også, at dette hænger sammen med, at historien var lidt forvirrende i starten. Ved at have læst bagsideteksten vidste jeg godt lidt om hvad det var for en verden jeg havde begivet mig ind i, men der var alligevel sindssygt mange detaljer at holde styr på. Der var dog alligevel noget der blev ved med at fange min interesse, og efter noget tid faldt det hele bare på plads – både historien og skrivestilen, og derefter forsvandt den ene side efter den anden.

Det er godt nok noget af et trekantsdrama man bliver kastet ind i. Jeg var lidt nervøs for om det ville skabe for meget drama i bogen, men jeg synes historien bag var super spændende og rørende. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle mene om hovedpersonen Tenley i starten af bogen. I starten kunne jeg slet ikke forstå hendes valg om at gå imod hendes forældres ønske om hendes fremtid, og ærligt så virkede hun meget naiv og arrogant.  Jo længere ind i bogen jeg dog kom gik det op for mig, at jeg sad og læste om en utrolig stærk ung pige som kun ønsker selv at bestemme over hendes eget liv. Jeg synes hendes tanker om fremtiden og livet var utrolig inspirerende og det satte nogle tanker i gang hos mig om de valg jeg selv har taget i mit liv.

Jeg synes sådan overordnet, at handlingen var rigtig spændende. Det sker hele tiden noget, så man sidder som sådan ikke sidder og keder sig. Jeg var meget imponeret over den verden forfatter Gena Showalter har skabt. Som sagt tidligere gik der lige noget tid inden jeg rigtig forstod den, men da brikkerne faldt på plads var jeg fanget i historien. Jeg elskede hvordan verdenen var opbygget med Trojka på den ene side og Myriaderne på den anden side. Derudover bliver jeg lige nødt til at nævne Killian og Archer. Jeg vil ikke fortælle for meget om dem, for jeg synes det spoiler for mange detaljer om verdenen, men jeg ELSKER DEM. De sørgede for, at bogen blev fyldt med spænding, intriger og kærlighed. Derudover så var jeg ret vild med det forhold de tre hovedpersoner får igennem bogen.

Der er rigtig mange detaljer om den her bog, som jeg gerne ville komme ind på, men jeg er bange for at spoile nogle detaljer, som jeg synes I som læsere selv skal opleve. Det er en virkelig god bog, og det er det værd at begive sig ind i den her verden. Jeg har aldrig læst en bog der ligner den, og jeg forstår slet ikke hvordan man kan opfinde så utrolig en verden.

”Førstelivet” er en virkelig god dystopisk bog, som jeg klart vil anbefale. Jeg sidder allerede spændt over venter på den næste bog i serien ”Livsblod”.

”Førstelivet” får fire ud af fem flotte stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *