Cline, Ernest: Ready Player One – Spillet om OASIS


Forfatter:
Ernest Cline | Titel: Ready Player One – Spillet om OASIS | Sider: 636 sider
Forlag: Tellerup | Udgivet: 28.02.2018
Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup

Det er uden tvivl en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst


Jeg hørte første gang om historien ”Ready Player One” da jeg så traileren til biograffilmen der kommer i slutningen af marts 2018. Historien fangede mig lige med det samme, så da jeg fik muligheden for at læse bogen kunne jeg ikke sige nej. Derudover er forsiden bare så fed. Det er et billede fra filmen, og det plejer jeg ellers ikke at være så vild med, men jeg elsker den her forside. Jeg regnede godt med, at jeg ville synes den var god, men jeg havde ingen anelse om, at det ville være en bog der slog mig fuldstændig omkuld.

Jeg var fanget fra første til sidste side. Forfatter Ernest Cline skriver ufatteligt godt, og jeg elsker hvor meget af sig selv han har lagt i den her bog. Bogen var letlæselig og fik mig som læser til at leve mig fuldstændig ind i verdenen. Da jeg startede var jeg bange for om den ville blive lidt for nørdet til mig, og om jeg overhovedet ville kunne forstå hvad der foregik – men det var intet problem. Selvom jeg ikke kendte til ret mange af de film eller spil som der blev refereret til igennem bogen, så var Ernest Cline god til at forklare mig hvad der foregik, dog uden at det blev langtrukkent.

Bogen er en dystopisk historie, som foregår i år 2045. En tid hvor verden er fattig og grå. Verdens befolkning lever derfor deres liv gennem det virtuelle univers OASIS. Skaberen af OASIS efterlader en masse gåder rundt om i verdenen, og den spiller der først løser dem alle arver hans enorme formue. Hovedpersonen Wade Watts, også kendt som sin OASIS avatar Parzival er en af de mange spillere der drømmer om at finde den skjulte skat, og få et bedre liv end den fattige tilværelse han lever i. Jeg blev ret hurtigt fanget af Wades historie, eller Parzival som jeg kender ham bedre som. Det var virkelig spændende at følge hans kamp for at løse det største mysterium i OASIS’ historie.

Jeg elskede alt ved den verden Ernest Cline har opfundet. Jeg blev så fascineret af spillet OASIS, og jeg drømte flere gange om hvordan det ville være at leve i denne verden – en verden hvor man kunne være lige den man ville, og hvor alt var muligt. Jeg har aldrig læst en bog der mindede om den, og jeg var virkelig imponeret. Hvordan man kan opfinde en verden med så mange detaljer forstår jeg simpelthen ikke.

Der var gang i handlingen fra første til sidste side, og jeg sad aldrig og kedede mig. Som jeg skrev tidligere, så var jeg lidt bange for om jeg ville kunne forstå historien, men det er længe siden at jeg har været så fanget i en bog. Jeg kunne slet ikke få nok. Jeg ville ligefrem ønske, at der var flere bøger, for jeg vil have mere af den her verden. Filmen kommer meget snart i biografen, og jeg kan slet ikke vente med at komme ind og se den. Jeg er meget spændt på hvordan de har fremstillet OASIS.

Jeg har allerede skrevet rundt til hele min omgangskreds og sagt, at de skal læse den her bog, og nu skriver jeg det også her – DEN HER BOG SKAL LÆSES. Hvis du har overvejet at se filmen, så skynd dig at læse bogen. Det vil du i hvert fald ikke fortryde.

”Ready Player One” får fem ud af fem stjerner, men den fortjener bare så meget mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *