Hansen, Boris: Panteons prøve del 1 & 2 (Panteon sagaen 3)

 
Forfatter:
Boris Hansen | Titel: Panteons prøve del 1 & 2 | Sider: 947 sider i alt
Forlag: Tellerup | Udgivet: 01.05.2018
Stjerner:

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup


Endelig fik jeg Panteons prøve hjem. Jeg har glædet mig sindssygt meget siden jeg læste anden bog i serien Akkanas gåde færdig. Jeg var også lidt nervøs, for Akkanas gåde havde slået benene fuldstændig væk under mig, så jeg var lidt bange for om Panteons prøve kunne holde det samme niveau. Bogen er delt op i to dele, og det synes jeg er rigtig dejligt, for det gør bogen mere behagelig for læseren at sidde med, da det er en meget lang bog. Jeg har dog valgt at anmelde de to dele sammen, for det synes jeg gav mest mening for mig. Det er også derfor, at jeg har valgt at vise forsidecoveret på begge bøger øverst i anmeldelsen. Derudover er de bare så flotte, så jeg synes de fortjente at blive vist begge to.

Skrivestilen er endnu engang fuldstændig i top. Jeg blev simpelthen suget ind i bogen lige fra første side. Jeg har skrevet det før i mine forrige anmeldelser, men vil endnu engang gerne rose forfatter Boris Hansen for hans utrolige evne til at fange læseren i historien og beskrive personerne på en levende måde. Den lille frygt jeg havde i maven, om den kunne leve op til forrige bog, forsvandt hurtigt, for Panteons prøve var mindst lige så god. Jeg er simpelthen så imponeret. Det er en meget lang bog, men spændingen bliver holdt hele vejen igennem – fra første til sidste side.

Jeg var så spændt på at komme tilbage og følge de fantastiske personer jeg er begyndt at holde så meget af, og finde ud af hvor deres eventyr fører dem hen. I starten af del 1 følger man igen personerne på skift, og det er bare så spændende. Jeg elsker når bøger er skrevet på den måde, for så sker der hele tiden noget nyt, og man sidder som læser aldrig og keder sig. I del 2 smeltede historierne lidt mere sammen, og det var her, at det gik op for mig, at historien var fyldt med langt flere mysterier end jeg først havde troet. Del 2 gik virkelig stærkt og var fyldt med spænding, intriger, forræderi og sorg.

Lucas, Theodore og Ron har endelig fundet Cassandra efter deres lange søgen, og nu begynder det store spørgsmål om hvad der nu skal ske. Cassandra ønsker stadig at gennemføre Panteons prøve, og sætte sig på den tiende troende blandt Panteons guder. Samtidig følger man fortsat englen Saida og hendes venner i jagten på de hemmeligheder der gemmer sig i undergrunden samt Mehmet og Julia der stadig lever i storbyen hvor konflikten er begyndt at spidse til. Som sagt ovenover, så elsker jeg alle personerne, og hvert kapitel er spændende. Noget nyt i historien er, at der bliver sat spørgsmål tegn ved hvem vi egentlig kan stole på og hvem vi ikke kan stole på. Det var ret spændende, for lige pludselig vidste jeg ikke hvad der egentlig var sandt eller falsk.

En anden virkelig fed detalje var, at man igennem bogen får fortalt englenes leder Tarvarlis’ historie. Jeg forstod det ikke helt i starten, men senere fandt jeg ud af hvor stor betydning denne fortælling har, for alt hvad der sker i bogen. Alt smelter lige pludselig sammen, og det går op for en, at selvom man egentlig har læst om forskellige personer der har oplevet meget forskellige ting, så hænger det hele sammen.

Da jeg startede på bogen, troede jeg egentlig, at jeg nogenlunde vidste hvad der ville ske, det som hele serien har lagt op til – Panteons prøve hvor efterfølgeren, der skulle sætte sig blandt Panteons guder skulle vælges. Jeg så virkelig frem til Panteons prøve, og så var så nervøs for hvem der ville vinde den. Jeg havde dog bare ikke lige forudset hvad der så skete. Hold da helt op, hvor historien overraskede mig, og tog en drejning jeg ikke lige havde set komme. Pludselig gav alting mening, og alle personernes historier blev flettet sammen på den mest spændende og vilde måde. Det er uden tvivl en af mine yndlingsserier, og jeg kan slet ikke vente til, at den sidste bog kommer. Ikke efter den slutning Panteons prøve havde.

Wow, wow, wow og atter wow. Det kan slet ikke beskrives nok, hvor god den her bog er. Hvis du kunne lide de to første bøger i serien, så vil du også elske Panteons prøve. Den skuffer på ingen måde, og selvom den er lang, så er det som om, at den slet ikke er lang nok. Jeg kunne nemt læse 1000 sider mere i den her verden.

Panteons prøve får 5 ud af 5 stjerner får det var en fantastisk bog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *