Bonde, Christina: Rejsen til Falkien (Izola 1)

Forfatter: Christina Bonde | Titel: Rejsen til Falkien | Sider: 376 sider
Forlag: Tellerup | Udgivet: 22.06.2018
Stjerner: 

Sponsoreret indlæg
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup


Jeg har virkelig set frem til forfatter Christina Bondes nye fantasy serie. Jeg har tidligere været meget glad for hendes bøger, så mine forventninger til Izola – Rejsen til Falkien var tårnhøje. Derfor var jeg selvfølgelig også nervøs for om jeg ville blive skuffet, men Christina Bonde har endnu engang formået at skrive en fantastisk fantasy bog.

Jeg har i tidligere anmeldelser af Christina Bondes bøger skrevet, at hendes bøger er en fornøjelse at læse, og Izola er bestemt ikke en undtagelse. Jeg vil faktisk gerne påstå, at det er den mest velskrevne bog hun indtil nu har skrevet. Bogen var letlæselig og selvom hun har påfundet en verden med mange komplekse detaljer, så var jeg som læser med hele vejen igennem. Jeg skulle holde tungen lige i munden, for ikke at rode rundt i alle detaljerne, men Christina Bonde har virkelig formået at gøre bogen let at forstå for læseren. Jeg tør godt påstå, at Izola uden tvivl den bedste fantasy serie hun nogensinde har skrevet.

Jeg må dog indrømme, at jeg havde lidt svært ved at blive fanget i historien i starten af bogen. Jeg synes den mindede mig rigtig meget om andre fantasy bøger jeg har læst. Derfor var jeg faktisk lidt skuffet i starten, men pludselig tog bogen mig med storm. Jeg elskede alt ved verdenen Falkien, og jeg kunne ikke få nok. Falkiens normer, skikke og overlevelse var enormt spændende, og selvom jeg i starten af bogen troede jeg havde læst noget lignende før, så må jeg sige, at jeg Christina Bonde har formået at skabe et fantasyunivers der er helt hendes eget. Jeg har aldrig oplevet en fantasy verden magen til Falkien, og jeg kan slet ikke få nok af den.

I bogen følger man hovedpersonen Izola. Hun er en sød og rar pige, men jeg blev først rigtig knyttet til hende da hun kom til Falkien. Jeg kunne godt lide hendes tanker og hendes måde at håndtere de dilemmaer hun bliver udsat for, som trækker hendes hjerte i flere forskellige retninger. Spændingen blev holdt hele vejen igennem bogen, og jeg blev op til flere gange overrasket. Ligesom Izola forelskede jeg mig i Falkien, men samtidig var det også en verden der skræmte mig, og jeg glæder mig til at høre mere om hvad der videre skal ske for Izola, og ikke mindst hvad der skal ske for Falkien.

På bagsiden af bogen står der, at Izola – Rejsen til Falkien er Christina Bondes mest omfattede fantasy serie til dato, og det må jeg give dem ret i. Den er virkelig god, og jeg kan kun anbefale den til alle der elsker fantasy.

Rejsen til Falkien får selvfølgelig 5 ud af 5 stjerner.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *