Eybye, Pernille & Evytt, Carina: Banneret samles (Dragernes konge 3)

Forfatter: Pernille Eybye & Carina Evytt | Titel: Banneret samles | Sider: 558 sider
Forlag: Tellerup | Udgivet: 16.06.2018
Stjerner: 

Sponsoreret indlæg/Reklame
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup


Jeg havde virkelig set frem til at læse Banneret samles, som er tredje bog i serien Dragernes konge. Det er ikke så længe siden, at jeg har læst de to første bøger i serien, og det tror jeg er en fordel når man skal læse den tredje – det er nemlig en serie med enormt mange personer, så det var om at holde tungen lige i munden. Jeg synes dog, at det var så spændende at personerne blev samlet i én bog, og deres ellers meget forskellige liv viste sig at have mere til fælles end man lige troede. Banneret samles er uden tvivl den bedste bog i serien indtil nu.

Noget der er anderledes ved Banneret samles i forhold til de to første bøger er, at de to forfattere Pernillie Eybye og Carina Evytt har skrevet bogen sammen. Jeg har ikke kunne mærke, at det var to forskellige forfattere der havde skrevet de første bøger, så jeg var meget spændt på hvordan den ville blive når de skrev den tredje bog sammen. Men jeg er blevet meget positivt overrasket. Den er skrevet i et spændende og letlæseligt sprog, og selvom der er mange personer og historien virkelig spidser til, så var det ikke svært at følge med. Det var rigtig fedt, at man skifter mellem at følge de forskellige personer, for selvom deres historier er flettet sammen, så er de stadig meget forskellige og ser derfor også problematikkerne meget forskelligt.

Dragernes konge er en serie hvor personerne har en meget stor betydning for historien, og det er vigtigt, at man som læser føler sig knyttet til dem. Som jeg har skrevet i tidligere anmeldelser, så havde jeg svært ved at blive fanget i de første bøger, men det var intet problem i Banneret samles. De to første bøger sluttede virkelig tragisk, så jeg kunne slet ikke vente med at finde ud af hvad der ville ske. Der er stadig mange personer man skal have et forhold til, men de er alle så fantastiske på deres helt egen måde, så jeg følte ikke, at det var et problem.

Den første bog Heksejægerens bytte handlede om Taysin og Lill, hvor anden bog Gøglerkongens sværd handlede om Waris og Kiri. Som jeg har skrevet i forrige anmeldelser, så virkede det i starten som to vidt forskellige historier, så jeg var meget spændt på hvordan det ville blive i tredje bog, når personerne skulle møde hinanden. Det kom ikke som den store overraskelse, at det skabte nogle problemer mellem dem. Jeg synes det var sindssygt spændende at lære mere om personerne og der var mange af dem der overraskede mig.

Jeg troede på ingen måde, at jeg ville blive så glad for den her serie, men den har overrasket mig enormt meget. Banneret samles sluttede også virkelig spændende, og jeg glæder mig allerede til at fjerde bog kommer ud. Det er en bog jeg gerne vil anbefale til alle der elsker fantasy.

Banneret samles får flotte fem ud af fem stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *